struktur   substantiv, fælleskøn
fra latin structura ‘sammenføjning, bygning’, afledt af struere ‘ordne, bygge, ophobe’ beslægtet med ‘strø’

1. måde som noget er opbygget, organiseret eller sammensat på
   1.a  orden, styring eller planlægning der kendetegner et forløb
   1.b  genstand, del eller fænomen med en særlig opbygning eller form

2.  en overflades udformning undertiden om en grov, ru overflade

kilde

structure  noun

Late Middle English (denoting the process of building): from Old French, or from Latin structura, 

from struere ‘to build’. The verb is rarely found before the 20th century.

1.  the arrangement of and relations between the parts or elements of something complex

1.1  mass noun, the quality of being organized

2.  a building or other object constructed from several parts

source